At læse bøger er en opadgående trend blandt ledere og specialister som vil noget med deres arbejde. Til min egen (fordomsfulde) overraskelse har jeg især mødt glæden ved læsning i grundlæggermiljøer i tech-startups. Trenden er godt hjulpet på vej af Bill Gates legendariske Think weeks hvor han tager alene i sin hytte med en kuffert bøger han pløjer igennem for at få nye ideer. “In a machine-driven age where everything is driven by speed, perhaps the edge is judgment, time and perspective,” som James Aitken, porteføljeforvalter i Londons City, sagde til Farnam Street.
I skiftet fra industrialderen til det vi kalder menneskealderen, hvor den største værditilvækst ikke kommer fra arbejdets tilrettelæggelse men fra mennesket selv, gennem dets evne til at bruge sin viden kreativt i skiftende samarbejdskonstellationer på tværs af mange typer skel, er indsigt i hvad mennesket er for en størrelse, vigtigere end nogen sinde. Jeg har skrevet mere om det i artiklen Menneskelighed er den nye konkurrencekraft her på Mesterværkstedet.
At være eksistentielt afklaret gør dig desuden parat til at møde mange slags situationer uden tvivl og tøven, som min kollega Christian Engell siger. Der er ikke tid til at læse en opskriftbog før du kan handle. Ydermere er indsigt i menneskets sande natur det der skal til for at engagere mennesker til deres fulde kapacitet, viser forskning.
Derfor fik jeg lyst til at anbefale tre bøger til din kommende Think week – eller bare generel inspiration. Medmindre du er helt ny leder, så glem managementlitteraturens opskriftbaserede verden. Den skønlitterære hylde hvor du selv skal tygge næring ud af det du læser, og lægger det til din ledelses- eller præstationsfilosofi, er den korteste vej til indsigt i menneskets natur. Derfor er jeg heller ikke så optaget af hvad forfatteren selv gerne vil kommunikere med sit værk, men af hvad det får mig til at tænke på, opdage, og få lyst til at gøre noget ved.
Katrine Wiedemann, Ved gudernes bord (Gyldendal 2016)
Den første bog vil du nok finde under biografier, men den er et poetisk mesterværk, og selvom jeg normalt hader biografier, er dette nok den stærkeste ledelsesbog jeg nogen sinde har læst.
Katrine Wiedemann er en af Danmarks største teaterinstruktører, og der viser sig at være langt flere ligheder mellem teaterinstruktion og ledelse i menneskealderen end man måske lige skulle tro. Med en opsætning af Farlige forbindelser på Residenztheater München som rød tråd blotlægger Wiedemann sit indre lederliv fuldkommen råt for usødet så vi andre kan spejle os i et rigtigt menneske og leder og ikke en strategisk kalkuleret oprigtighed som de fleste (alle) biografier jeg har læst, ellers er skrevet med, og som gør dem gabende kedsommelige.
Jeg blev vildt inspireret til mange ting, men lad mig dele noget af det der for mig er tankevækkende ved Ved gudernes bord.
For det første beskriver Wiedemann hvordan hun gennem livet har plukket og stykket sin ledelsesfilosofi sammen. Det er tydeligt, at i det kaotiske arbejde (teatret er også en VUCA world), og når presset stiger, er det en enorm hjælp at have en afklaring at stå i. Det har inspireret mig til at tænke over min egen ledelsesfilosofi, men vi bragte også ledelsesfilosofi ind i flere uddannelser for ledere i elitesport med rigtig gode resultater.
I de meget præcise beskrivelser af de svingende følelser, tankemylder og ensomhed et præsterende menneske og leder kan opleve, blev jeg inspireret til eftertanke om mine egne pres-reaktioner. Hvordan ser de ud? I hvilke situationer kommer de frem?
For nye ledere (eller alle der har brug for at blive mindet om det) er der også en styrke i at (gen)opdage at du kan være blandt de bedste på dit felt og stadig opleve tvivl, usikkerhed, osv. Som vi har beskrevet i bogen Ubehag – et nyt syn på præstation. Stadig her i 2021 kan der eksistere et billede af ”vindertypen” som altid bare er i flow og elsker alt ved sit arbejde hele tiden. En utopi som forskning (og ærlige topperformere) har gennemhullet, men som nogle stadig tror på. Ved gudernes bord viser at særligt når du vil spise med ved gudernes bord, arbejde på det højeste niveau og have din integritet med i det, så er der gang i det indre liv. Men et rigt indre liv er også det der giver dig edge som leder og inspirator.
Da arbejdet som bogen beskriver, foregår i Tyskland, er der også en række meget nuancerede beskrivelser af magt, og brug af magt. Hvad er dit forhold til magt? Kan du lide at bruge den, eller er du forsigtig med den? Hvori består din magt? Wiedemann må tænke ekstra over dette da hun som skandinav skal navigere i en tysk magtstruktur. Læser hun den rigtigt, som du ser det? Pointen er ikke som med managementlitteraturen at Wiedemann er et forbillede der skal kopieres. Men hun er et menneske der står fuldt ved alt hun er (så godt et menneske formår), og det gør det muligt at spejle sig selv. Læs den medrivende bog på din næste Think week, og gå en lang tur med plads til eftertanke.
Jia Tolentino, Trick mirror – reflections on self delusion (4th Estate, 2019)
Millennials og generationerne omkring synes at være et stort mysterium for mange ledere. Udsagn som ”forkælede”, ”de vil ikke gøre det hårde arbejde men være direktør med det samme”, ”de er kun optagede af deres eget image, de er selviscenesættende” er nogle af de mærkater som sættes på generationen. De har svaret igen med ”o.k., boomer!” som udtryk for den opgivende erfaring at os pre-millennials ikke fatter en skid og er mere eller mindre fortabte som forbilleder eller kilder til nogen brugbar visdom.
Jia Tolentino, født 1988 og ansat ved The New Yorker, giver i sin debutbog, en essaysamling, sin læser en unik mulighed for et kig ind i den verden. Trick mirror er ikke en beskrivelse af generationen, men et menneske fra generationen som meget præcist formidler oplevelsen af hvordan opvækstvilkår sætter sig i og påvirker et menneskes formning. Jeg fik i hvert fald oplevelsen af at se gennem hendes øjne og sanse med hendes krop.
Du kan starte med det første essay, The I in the Internet, hvis ikke du har tid til mere. Her får du en af de bedste beskrivelser jeg har set af hvordan det former et menneske – selvforståelse, meningsdannelse, afkodning af begivenheder – at være vokset op med internettet som en realitet. Den konstante bevidsthed om en stærkt medieret væren, og at du ud over ”det virkelige liv” altid eksisterer side om side med en digital avatar eller persona i form af den fremtræden du skaber på de sociale medier.
Mange unge jeg møder, og Tolentino i særdeleshed, har en spændende (og til tider belastende) metarefleksivitet med sig i alt hvad de gør, som sat på ord på hendes måde også får mig til at se mine egne vaner. Vi ”ældre” som voksede op før internettet, oplever jeg, fremstår meget kritisk tænkende omkring sociale medier, men har i realiteten taget det meget ukritisk til os og er fuldkommen ubevidst underlagt dets psykologiske virkemidler. Og er derfor ofte selv meget værre udgaver af det vi kritiserer de unge for, uden vi selv kan se det. Så læser du Trick mirror med de øjne, vil du samtidigt opdage nogle af dine egne (uheldige) mønstre.
Bogen er velegnet til en Think week fordi Tolentino ikke forsøger at forklare os hvordan verden hænger sammen men med stor ekvilibrisme tager os med ind i sit eget forsøg på at skabe mening. Så vi som læsere selv kan tænke med. Hvordan ser og oplever vi disse fænomener, og hvad det gør ved os?
Gennem bogen kommer Tolentino omkring de faktorer som er mest karakterdannende og formende for måden at tage verden ind og forme sin identitet. Sociale medier fylder selvsagt meget, men også det politiske klima, fordelingspolitik, kønsidentitet og seksuel vold, og selvfølgelig klodens tilstand fylder. Jeg er selv vokset op med en blind tro på at demokrati og markedskapitalisme var det naturlige endemål for alle på planeten, og at jeg med stor sandsynlighed ville ende et bedre sted end mine forældre.
Tolentino er vokset op i en tid hvor fordelingspolitikken udhuler den amerikanske drøm i sin favorisering af de ultrarige og store virksomheder, i et giftigt politisk klima, en truet planet som ingen voksne for alvor synes at tage sig af, og hvor kønsidentitet og seksuel vold i ord og gerning er kommet i forgrund som kamppladser såvel som realiteter et ungt menneske må navigere i.
Igen er det ikke beskrevet analytisk, men som et menneske der reflekterer, og derfor bliver samspillet mellem miljø og personlighedsdannelse meget tydelig. Det får mig til at se hvordan min egen personlighedsdannelse ikke er en given ting, men påvirkes af de indtryk jeg får, og jeg oplever meget bedre at kunne se ”hvor de kommer fra”, disse millennials. Jeg tror du vil få en masse ideer til hvordan god ledelse ser ud for de yngre generationer, og måske fornemme hulheden i dele af dit eget fundament – som de ser det.
Adda Djørup, Bulgakovs kat (Rosinante 2020)
Med Bulgakovs kat er vi i den rene fiktion, men hvilken en. Selvom de fleste af denne artikels læsere nok ikke er en forfatter med skriveblokering, er inspirationen igen at finde i det menneskelige. Hvordan vi reagerer på forhindringer, hvad vi drives af, hvordan vi balancerer vores egne behov over for forpligtelserne over for vigtige mennesker i vores liv. Her en forfatter og mor til en femårig, men det kan lige så vel være en leders relation til egne behov over for ansvaret for medarbejderne, længslerne som menneske over for den professionelle opgave. Der er nok at tænke over og blive inspireret af.
En af bogens store styrker er sproget. Der er virkelig saft og kraft, sanselig livfuldhed. Djørup kan sætte en scene så man med det samme ser det for sig med hele kroppen, og alene det kunne være en Think week-eftertanke værdig.
Hvad er det egentlig hun gør? Teknisk? Hvilke ord bruger hun? Hvad er rækkefølgen? Jeg har hørt mange knastørre og umådeligt u-engagerende ledelsestaler i mit liv. Og sikkert givet et par stykker selv. I menneskealderen skal du tale til det menneskelige i mennesket hvis de skal følge dig, måske poesiens sprog kan noget der?
Måske skal du ikke lige tale om flyvende sex med en dæmonisk hankat med kæmpe nosser – det kunne give visse problemer. Men Djørup beskriver fantastisk de kræfter, det begær, den længsel, livfuldhed, sanselighed som er til stede i ethvert menneske. Også i dem du samarbejder med. Også i dig! Gennem hundrede år har vi med rette søgt at videnskabeliggøre virksomhedsdrift og opnået enorme gevinster. Men hvad betyder det at være menneske i den sammenhæng? Hvad kan det gøre ved samarbejde og præstation at vi inviterer det menneskelige mere ind? Uden vi mister det professionelle vi er der for at udrette?
Mange organisationer og også ledere er en smule menneskeforskrækkede. På en måde med god grund, for vi er nogle vilde typer, os mennesker. Det får Adda Djørup skrevet frem med stor humor. Hun er en stor fortæller. Og det er et kraftfuldt statement om hvad vi mennesker rummer, der nok kan give anledning til ny inspiration på din Think week, er jeg sikker på.
Rigtig god fornøjelse.
Skrevet af
Rasmus Møller
Rasmus Møller har de sidste 18 år udfordret og hjulpet ledere med noget på hjerte til at skabe holdbar performance i deres organisationer. Typisk i den elitære del af forskellige sektorer som private equity, avanceret service, rumforskning, medier, elitesport og ingeniørkunst både herhjemme og internationalt.
