I forbindelse med udgivelsen af vores bog ”Ubehag – et nyt syn på præstation” inviterede jeg cheflandstræner i badminton Kenneth Jonassen ud på en gåtur, hvor vi udforskede hans forhold til begrebet ’ubehag’. Ubehag er et tema, som igen og igen er dukket op i vores samarbejde med og omkring landets bedste spillere. 

”Den, der vinder de store mesterskaber, er den, der er bedst til at spille inde i ubehaget.”

Særligt én bestemt situation tænker jeg tilbage på.

Det var ved OL i Rio i 2016. Det var tidligt i turneringen, under de indledende gruppespil. Vi havde været i hallen hele dagen og gik sammen tilbage mod OL-byen og diskuterede det, vi havde været vidne til i hallen. Det var en dag, hvor der var flere favoritter, der virkelig havde kæmpet med at ramme deres niveau og spille deres spil. Man kunne se, de var låste og nervøse.  Nogle var blevet slået ud, mens andre lige netop havde klaret sig igennem, dog uden at spille på det verdensklasseniveau, man normalt så. Det var på den gåtur, Kenneth formulerede det så præcist: ”Den, der vinder de store mesterskaber, er den, der er bedst til at spille inde i ubehaget.”

Ved bogreceptionen delte vi en otte minutters redigeret udgave af vores samtale, som tager afsæt i ovenstående situation. Se den fulde bogreception her. I nedenstående video kan du se hele videoen uredigeret. 

Et præstationspsykologisk samarbejde

Kenneth blev hentet tilbage til Danmark i 2013 for at blive landstræner for singlerne frem mod OL i Rio 2016. Kenneth var opsat på, at det mentale arbejde skulle være en konkurrencefordel for de danske spillere i kampen mod primært de store badmintonnationer fra Asien. Vi havde tit lange snakke om, hvad psykologien i badminton bestod af, og Kenneth og jeg så begge det mentale og det psykologiske arbejde som noget, der skulle trænes på lige fod med det tekniske, taktiske og fysiske. Kenneth havde selv som spiller oplevet værdien af at arbejde med sig selv.

I samarbejdet var Kenneth meget åben og inviterede mig med ind i samtaler med spillerne og møder med trupperne. Jeg deltog ved træning og en række turneringer og mesterskaber. 

Et vigtigt element i det sportspsykologiske arbejde var at træne spillerne i deres mentale styrke under pres. Vi ville gøre dem endnu bedre til at holde hovedet koldt og træffe gode beslutninger, når tingene blev svære at være i. 

Træning af at være i ubehaget

Vi var i 2015 begyndt at arbejde med ’ubehag’ i landsholdstræningen. Det var en træning, hvor vi pressede spillerne fysisk og mentalt til deres grænse. På den ene side skulle de køre et vanvittigt hårdt fysisk pas, hvor de i løbet af træningen skulle returnere over tusind bolde i højt tempo og med omtanke i deres slag. Det foregik i intervaller, og deres puls lå i hvert interval oppe i nærheden af deres max-puls. I pauserne, hvor de normalt ville drikke vand og slappe af, så spillerne video af deres asiatiske modstandere smashe, og de danske spillere skulle forudsige, hvor de ville slå den hen. De danske spillere skulle træffe beslutninger på sekundet og fik umiddelbar feedback i forhold til rigtig eller forkert. Ideen var at presse dem fysisk og kognitivt og derved træne og vænne dem til at være i ubehaget, samtidig med at de skulle bevare overblikket og være ’den gode udgave’ af sig selv, når de var maksimalt presset.

Vi var startet op på baggrund af nogle turneringer, hvor vi havde set, at spillerne virkelig kæmpede med sig selv, når presset var maksimalt – typisk når det var ’vigtige’ kampe, og der var andre ’forstyrrelser’ såsom meget vind, høje forventninger, mange råbende tilskuere osv.  

I starten var vores setup virkelig low-budget og pioneragtigt. Vi havde lånt nogle ældre pc’er, som var tilovers, og havde fået lagt videoer ind. Jeg kan særligt huske en træning, hvor Brøndbyhallen var udlejet, og vi derfor var kørt til Amager Badmintonklub. Jeg havde bilen fyldt med computere, stativer og kabler. Under træningen gik videoerne nogle gange i stå, fordi pc’erne ikke kunne følge med, og det var ret sjovt at se Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen stå og kigge frustreret ud på os. Nogle gange fløj der også en spids kommentar gennem luften (og det, der var værre). Men vi havde alle oplevelsen af, at vi var innovative og flyttede grænserne ved at gå nye veje. Vi jagtede de ekstra procenter sammen. 

Vi troede på konceptet, og allerede året efter var setuppet blevet optimeret. Vi havde fået bedre computere, og der var to mand yderligere fra Team Danmark, der sørgede for at gøre pc’erne klar og sikre, at det hele spillede undervejs.

Træning af at være i ubehaget

Vi var i 2015 begyndt at arbejde med ’ubehag’ i landsholdstræningen. Det var en træning, hvor vi pressede spillerne fysisk og mentalt til deres grænse. På den ene side skulle de køre et vanvittigt hårdt fysisk pas, hvor de i løbet af træningen skulle returnere over tusind bolde i højt tempo og med omtanke i deres slag. Det foregik i intervaller, og deres puls lå i hvert interval oppe i nærheden af deres max-puls. I pauserne, hvor de normalt ville drikke vand og slappe af, så spillerne video af deres asiatiske modstandere smashe, og de danske spillere skulle forudsige, hvor de ville slå den hen. De danske spillere skulle træffe beslutninger på sekundet og fik umiddelbar feedback i forhold til rigtig eller forkert. Ideen var at presse dem fysisk og kognitivt og derved træne og vænne dem til at være i ubehaget, samtidig med at de skulle bevare overblikket og være ’den gode udgave’ af sig selv, når de var maksimalt presset.

Vi var startet op på baggrund af nogle turneringer, hvor vi havde set, at spillerne virkelig kæmpede med sig selv, når presset var maksimalt – typisk når det var ’vigtige’ kampe, og der var andre ’forstyrrelser’ såsom meget vind, høje forventninger, mange råbende tilskuere osv.  

I starten var vores setup virkelig low-budget og pioneragtigt. Vi havde lånt nogle ældre pc’er, som var tilovers, og havde fået lagt videoer ind. Jeg kan særligt huske en træning, hvor Brøndbyhallen var udlejet, og vi derfor var kørt til Amager Badmintonklub. Jeg havde bilen fyldt med computere, stativer og kabler. Under træningen gik videoerne nogle gange i stå, fordi pc’erne ikke kunne følge med, og det var ret sjovt at se Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen stå og kigge frustreret ud på os. Nogle gange fløj der også en spids kommentar gennem luften (og det, der var værre). Men vi havde alle oplevelsen af, at vi var innovative og flyttede grænserne ved at gå nye veje. Vi jagtede de ekstra procenter sammen. 

Vi troede på konceptet, og allerede året efter var setuppet blevet optimeret. Vi havde fået bedre computere, og der var to mand yderligere fra Team Danmark, der sørgede for at gøre pc’erne klar og sikre, at det hele spillede undervejs.

Tv-Indslag og træningen
 

Ubehaget som præmis – og hvad du ellers kan finde i videoen

Når jeg taler med Kenneth i dag – som du kan høre i videoen – så er Kenneth meget tydelig. ”Lad være med at gå og håbe på, at ubehaget ikke dukker op, når du skal præstere. Det er som at håbe på, at der ikke kommer sommerfugle før en kamp.” Ubehaget er en præmis, når du skal præstere noget vigtigt. Men du behøver ikke at være bange for det. Lær det at kende, og find nogle strategier til at ’spille igennem det’. 

Du er nødt til at udforske og være nysgerrig på det. 

Kenneth beskriver også, hvordan han selv som træner møder ubehaget, når han gennem en turnering skal bearbejde de nederlag, han oplever med spillerne, der undervejs bliver slået ud. Der er ikke tid til at synke ned i skuffelsen, for han skal hurtigt omstille sig og være 100 % nærværende i den næste opgave. 

I videoen kan du yderligere høre nogle af hans perspektiver på landsholdskulturen og samarbejdet i hans ledelsesteam med tre andre landstrænere og en sportschef.

Kenneth og jeg har arbejdet sammen over to omgange, mens jeg var ansat i Team Danmark og tilknyttet badmintonlandsholdet. Første gang var, da han var assisterende landstræner i perioden fra 2008-2010, indtil han blev headhuntet til at være landstræner i England frem mod OL i London 2012. I 2013 blev Kenneth hentet hjem til Danmark. I perioden fra 2013 og frem til 2018, hvor jeg stoppede i Team Danmark, arbejdede vi tæt sammen. Her kom det mentale arbejde til at fylde mere og mere.

Se interview

Hør interviewet som podcast

Af