Acceptér, at du ikke er bedre!

Tema

6. november 2020

I 2019 stod den spanske tennisspiller Rafael Nadal i en meget presset situation. Scenen var ATP World Tour Finals i London – den sæsonafsluttende tennisturnering, hvor de otte bedste mandlige spillere dyster om årets sidste titel – og Nadal var bagud 5-1 i tredje og afgørende sæt mod russeren Daniil Medvedev, som tilmed kun manglede at vinde et enkelt point for at vinde kampen.

Nadal overlevede matchbolden og endte med at lave et kæmpe comeback, vandt tredje sæt 7-6, og dermed også kampen. På det efterfølgende pressemøde var journalisterne meget interesserede i at høre om comebacket, og en journalist spurgte, om den her kamp skulle være et eksempel, man skulle vise til unge tennisspillere, som skulle lære dem at blive ved, selv når det så værst ud. Efter kort betænkningstid svarede Nadal ”Nej”, hvorefter han uddybede:

”Eksemplet er ikke comebacket. Eksemplet er, at man ikke smadrer sin ketcher, når man er bagud 5-1. At man ikke er ude af sig selv, når tingene ikke går, som det skal. At være positiv, i kontrol, og at acceptere, at modstanderen spiller en lille smule bedre end dig, og acceptere, at du ikke er bedre. (…) Nogle gange kommer frustrationer, når du betragter dig selv som værende for god, og du ikke accepterer de fejl, du laver. Det er noget, der sjældent sker for mig. Jeg ved, at jeg vil komme til at lave fejl, og jeg accepterer det. For mig er dét eksemplet, som jeg kan fortælle videre: Lad være med at betragte dig selv som værende for god til at lave fejl, så du ikke accepterer dem!”

Hvorfor fremhæver Nadal ikke sine fighterevner og sin ukuelige tro på sig selv, når han vel netop lige har vist dette? Er det ikke hans selvtillid, der gør, at han kan komme tilbage?

For meget tillid til sig selv er hæmmende

Selvtillid betragtes af mange som værende vigtigt for toppræstationer, og det er noget, vi som udgangspunkt gerne vil have mere af. Jeg har endnu til gode at møde en, der ønsker at have mindre tillid til sig selv. Men som mine retoriske spørgsmål til Nadals udtalelse måske afslørede, så burde vi nok alligevel opfordre nogle folk til at ønske sig mindre tro på egne evner. Nyere forskning viser nemlig, at selvtillid er en smule overvurderet, og i nogle henseender faktisk direkte skadeligt.

når man når over et vist niveau af selvtillid, leder mere selvtillid ikke til bedre præstationer – faktisk tværtimod.

Bl.a. har psykologen Rob Yeung i sin bog Confidence 2.0 – The new science of self-confidence undersøgt selvtillid, og i den forbindelse samlet en lang række studier af, hvad selvtillid er, og hvordan det påvirker vores præstation. Konklusionen er ret tydelig og viser først og fremmest, at når man når over et vist niveau af selvtillid, leder mere selvtillid ikke til bedre præstationer – faktisk tværtimod.

Det viser sig nemlig, at personer med meget selvtillid ofte overvurderer deres evner og derfor præsterer dårligere, fordi de tror, de kan klare sig med en mindre indsats, eller tager for store risici.

Et eksempel på dette fandt en række forskere med Helene Nissen-Lie i spidsen, da de tilbage i 2015 undersøgte sammenhængen mellem psykoterapeuters selvtillid og effekten af den terapi, de udøvede. Terapeuterne blev bl.a. bedt om at rapportere, hvor ofte de følte, at de manglede tro på, at deres behandling hjalp patienterne, og hvor ofte de var bange for, at de gjorde mere skade end gavn. Efterfølgende fulgte man patienterne over to år.

Da forskerne analyserede på resultaterne, viste det sig, at terapeuternes tvivl på sig selv var en stærk indikator for, hvor godt det gik patienterne. Jo mere tvivl terapeuterne oplevede, jo bedre fik patienterne det tilsyneladende. Omvendt var det hos de terapeuter, der følte sig meget sikre på sig selv.

Baggrunden for dette er, at tvivl som oftest motiverer os til at arbejde hårdere og gøre os mere umage og villige til at lære.

Accept er en konkurrencefordel

Og så er vi tilbage til Nadal.

For når spanieren taler om at acceptere, at han ikke er for god til at lave fejl, erkender han samtidig, at der er meget, han ikke kan. Ved ikke at betragte sig selv som værende bedre end det, han præsterer i situationen, giver det ham mulighed for at komme hurtigt videre fra sine fejl, fordi han ikke bruger tid på at være frustreret over, at han burde være bedre. Han er derimod til stede i det, han laver.

Nadal er efter min mening et godt eksempel på, hvordan ens mentale styrke kan ligge et andet sted end det, vi umiddelbart kan se – altså at han er en fighter, der ikke giver op. I stedet ligger hans styrke i måden, han håndterer sit følelsesliv på, og han viser i den forbindelse, hvordan psykologisk fleksibilitet kan være en konkurrencefordel, fordi han ikke lader sig frustrere. Han rummer og accepterer det ubehag, der ligger i, at tingene ikke går som ønsket, og forbliver derfor i førersædet for sin præstation og sine handlinger – også på de dage, hvor der er modgang og han har ”en dårlig dag”. Pointen er i denne sammenhæng taget fra sportens verden, men er lige så gældende i andre performancearenaer, hvor der er behov for at kunne agere ud fra forandringer, usikkerhed og flertydighed. Her kræver det også, at man er i kontrol med sine handlinger, når følelserne presser på for at få overtaget.

På den lange bane vil en tilgang, hvor man accepterer sin præstation, også gøre det nemmere at kigge på sig selv med udviklingsbriller på. Det giver en åbenhed over for læring og en mulighed for at erkende det, man endnu ikke har opdaget. Men det kræver et ydmygt udgangspunkt over for sig selv.

Desværre er dette svært for mange – og særligt for dem, som allerede er dygtige til det, de laver. En erkendelse af, at der er meget, jeg ikke kan, piller nemlig ved et selvbillede og en identitet, som er bygget op over mange år, hvor det at være rigtig god og have styr på det hele inden for sit felt er helt centralt. Konsekvensen bliver et forsøg på kunstigt at holde sit selvbillede gående, ofte ved at give uheld eller andre mennesker skylden, når man ikke lykkes. For det kan umuligt være mig. En sådan tilgang bremser udviklingen, og dermed også den store præstation.

Først når du accepterer, at også du laver fejl, at du har mangler og har meget at lære endnu, har du mulighed for at komme videre fra din situation, blive endnu dygtigere og præstere endnu bedre.

Skrevet af

Mikkel Bonke

Mikkel arbejder som talentudviklingskonsulent, og hjælper talentfulde og professionelle atleter, trænere, hold, klubber og organisationer med at øge deres viden, færdigheder og præstationer gennem sports- og præstationspsykologi.