Tre scener fra det virkelige liv

Scene 1 – Atleten og træneren:

Der er ti minutter til kampstart. Landstræneren samler spillerne til den sidste peptalk, inden de skal ind på banen og synge nationalsangen. Spillerne virker nervøse, og det er, som om træneren kan se alvoren og vigtigheden af kampen i spillernes øjne. De virker anspændte. Træneren mærker selv et stigende ubehag over situationen og usikkerhed om, hvorvidt spillerne er klar og kan forløse deres potentiale i den tilstand, de er i. ”Gå nu ind og nyd det! I skal ikke være nervøse. Det er bare en kamp som så mange andre!” Ordene bliver sagt med den bedste intention. Træneren ønsker at hjælpe spillerne ud af den anspændte og nervøse tilstand – og hans bedste bud er: Nyd det!

Scene 2 – Lederen: 

Carsten er leder i en større virksomhed. For et år siden blev han forfremmet, og i morgen skal han holde tale til årets medarbejderseminar. Han skal præsentere den nye vision for medarbejderne. Han elsker at være på, elsker at lege med sproget og formidle levende og medrivende. Han er god til det – faktisk rigtig god – og han nyder det. Men denne gang er det anderledes. For han er bekymret for, hvordan hans medarbejdere vil tage imod hans budskaber. Han er usikker på om, han kan levere pointerne med den sædvanlige skarphed, timing og humor. Han er også bange for, at medarbejderne vil reagere med modstand, når de hører hans nye ideer. På dagen ryster han, inden han går på. ”Hvad sker der med mig?” hører han sig selv sige i tankerne.

Sceneskift 3 – Det unge kreative talent: 

Et ungt kreativt talent i en stor virksomhed sidder til et møde, hvor temaerne er disruption, innovation og teknologi. Hun elsker de møder, hvor ideerne kan flyde. I dag er dog anderledes. I dag deltager en af virksomhedens mest erfarne og velrenommerede medarbejdere også. Han er kendt for at stå bag flere af virksomhedens store tiltag. Det unge talent vil gerne vise sig frem. Men hun mærker et pres. Hvad nu, hvis den erfarne synes, det er for banalt, det hun kommer med? Hun har lyst til at sige noget, men noget i hende holder hende tilbage denne dag. ”For pokker da,” tænker hun. ”Hvad er der galt? Jeg plejer at elske disse møder.”

Myten om nydelsen

En af de stærkeste myter inden for performance-psykologien er, at de bedste altid nyder at performe. ”Gå ind og nyd det … gå ind og hav det sjovt.” Vi har hørt ordene mange gange fra trænere og ledere, når de forsøger at hjælpe deres atleter og medarbejdere af med en nervøsitet. Og vi har hørt performere sige det til sig selv. Som om det at præstere er noget, der kan sammenlignes med en god rødvin, et stykke chokolade eller sex. Ordene klinger falsk … ”Gå ind og nyd det.”  Falsk, fordi ordene er ude af stemning med virkeligheden. Der er simpelthen noget, der ikke stemmer overens. For nydelse indtræffer reelt kun, når vi er bekymringsfri og ikke oplever nogen trusler. Med andre ord er nydelse en stærk følelse af sanseligt, kropslig eller sjæleligt velvære, glæde og tilfredsstillelse. 

Det som performeren oplever, når det er allermest vigtigt, er det modsatte. Det er anspændthed, ubehag og nervøsitet. En fornemmelse, som performeren ofte er frustreret over at skulle stå med. For det er jo netop ubehageligt og ikke nydelsesfuldt. Til gengæld er det helt normalt – og det fortæller, at din hjerne virker. 

I vores hjerne har vi hele tiden et veludviklet trusselsberedskab med os. Det er med fra evolutionens side, og heldigvis for det. For vi er hverken stærkere eller hurtigere eller har skarpere kløer end de andre dyr. Til gengæld har vi vores veludviklede hjerne og bevidsthed. Som de eneste pattedyr kan vi på højt niveau danne billeder, forestillinger og antagelser om fremtiden. Antagelser, der kan være positive, men også være advarende om en trussel eller fare. Den evne har betydet, at vi har overlevet tusinder af år og er blevet den dominerende art. Vi har været i stand til at forstå, at vi ikke skal gå ud til bjørnen, der går tur uden for hulen, og at vi ikke skal spise de bær, som vores fætter spiste i går og faldt død om af kort tid efter. Den samme forestillingsevne har hjulpet os til at innovere og udvikle. Det er imidlertid også den samme forestillingsevne, der advarer os om risikoen for, at noget kan gå galt, når vi træder ind på præstationsarenaen.

Det er den forestillingsevne, der kan få atleten til at spille passivt for ikke at lave fejl, men derved betale den pris, at han ikke rammer verdensklasseniveau. Eller modsat få atleten til at være alt for aggressiv i sit spil, fordi han derved får oplevelsen af at tage styring. I virkeligheden bliver han dog alt for risikobetonet og taber tålmodigheden til at bygge op og vente på de rigtige chancer, som er det, der normalt er hans styrke.

Vi ser det, når lederen laver en alt for lang og teksttung PowerPoint-præsentation, fordi han vil være sikker på, at han ikke glemmer noget, og kommer til at gemme sig bag PowerPointen i stedet for at stå stærkt med skarphed og den sædvanlige humor. Og vi ser det, når et ungt talent i et samarbejde med mere erfarne kolleger bliver passiv i den kreative proces, fordi hun ikke vil risikere at fremstå som banal. Hun afventer, til hun er helt sikker på, at det hun vil sige, er originalt. Tiden går, og muligheden passerer forbi. Talentet går skuffet ud ad døren. Hvad var det lige, der skete?

Problemet her er ikke nervøsiteten og den manglende følelse af nydelse og velvære. Det er de handlinger, denne tilstand kan medføre, fordi vi ikke har lært, at det er normalt at føle ubehag, stress og nervøsitet, når vi skal præstere noget værdifuldt. Vi har tværtimod lært, at det er noget, vi skal undgå, og noget, der spænder ben for vores evne til at præstere. Vi har fået gentaget igen og igen fra velmenende trænere, coaches og performere: ”Gå ind og nyd det.” 

Nu er tiden dog kommet til at afsløre den store løgn. Ingen nyder at præstere på kanten, hvor risikoen for at opleve negative konsekvenser ved en ikke-optimal præstation er til stede. I de situationer bliver vores trusselsberedskab aktiveret og sender det, vi har lært at kalde negative følelser, ud i kroppen. Det er følelser, der aktiverer dit kamp-, frys- og flugtberedskab. Og vær glad for det. For det er de samme følelser, der forhindrer dig i at løbe over motorvejen eller sætte alle dine penge på rød på kasinoet. Det er funktionelt. 

Det er dog dysfunktionelt, når de samme følelser forhindrer dig i at træde fuldt ud i karakter som den person, du gerne vil være, fordi du vælger det sikre og passive. Eller det alt for offensive. Med andre ord kan vi overreagere, når vi kommer i følelsernes vold – men vi kan også underreagere. 

Følelsernes vold – hvad betyder det? Det betyder, vi er slave af vores følelser. At de styrer dig og dine handlinger, i stedet for at du styrer dine handlinger. For vi er blevet fortalt og har lært, at følelser kommer før handlinger. At nydelse kommer før de gode præstationer. Det er tid til at begrave den myte én gang for alle. Med en stærk passion, et ønske om at gøre det godt, og med en risiko for at opleve negative konsekvenser, så vil du ikke opleve nydelse. I hvert fald ikke nydelse i sin oprindelige og rene forstand, hvor det er velvære, tilfredsstillelse og ubekymrethed. Tværtimod. Du vil opleve nervøsitet og ubehag. For passion og tvivl går hånd i hånd. 

Kan du ikke hjælpe mig af med mine nerver? Jeg vil gerne nyde det.

Mange performere kommer til os og spørger: ”Kan du ikke hjælpe mig af med mine nerver, når jeg skal præstere? Jeg vil gerne være i stand til at nyde det!” Desværre – der er kun én måde at blive fri for nerver, og det er ved at droppe ud af det, der er vigtigt og værdifuldt for dig. Og det er vel ikke det, du vil inderst inde, tillader vi os at antage. 

Problemet er ikke fraværet af nydelse. Problemet er myten ”Gå ind og nyd det!” Hold da op, hvor er vi stødt på den sætning mange gange – og hold da op, hvor har vi set mange kæmpe med sig selv, når de mærkede alt andet end nydelse. Hvor vil det være fantastisk, hvis vi sammen kan lægge den på hylden og fremover sige: ”Gå ind og vis mod!”

Og hvis du har mere tid, så kan du måske nævne for dig selv, eller den du er leder for, at du godt kan forstå, at der er en nervøsitet lige nu, med alt det, der er på spil. Måske kan du endda overveje at foreslå at lade være med at kæmpe mod nervøsiteten, men omfavne den i stedet. Byd den indenfor og tag imod den. Det er ikke den, der er fjenden. Hold fast i dig selv. Træd i karakter, ind i præstationsbrændpunktet, fuldt ud, med commitment og mod, som den du gerne vil være. 

Vent ikke på nydelsen. Gå i gang med det, der er vigtigt og værdifuldt. Din gameplan, din mission og dine værdier. Hvis nydelsen skulle finde på at komme, så kommer den først, når du er kommet i gang, og du mærker, at det rent faktisk går meget godt. Hvilket heldigvis ofte sker. For det er jo ikke sådan, at nydelse ikke kan være til stede. Desværre har det at opleve nydelse sammen med en god præstation bare fået mange til at argumentere for en kausalitet, der ikke hænger sammen. At man skal have gode følelser først for at kunne præstere. Nydelse og flow er fantastisk, når det opstår, men det er ikke noget, der er en nødvendighed, og mange toppræstationer foregår i et stressende miljø med pres og konsekvenser.

Lad os droppe afhængigheden af nydelse. Lad os i stedet tale om passion og mening på et andet plan. På et eksistentielt plan. Altså på et plan, hvor ”nydelse” ikke handler om, at du skal føle glæde og velvære, men at nydelse kan forekomme i en form for værdsættelse og taknemmelighed over, at du sætter dig selv i spil og prøver dig selv af i en sådan grad, at det involverer nervøsitet og ubehag. Om det så kan kaldes nydelse? Nok ikke, men hvis du insisterer på nydelse, så det må blive i den form.

Skrevet af