Lagde I også mærke til Kasper Hjulmands udtalelse, da han udtog Mathias Zanka Jørgensen som en af de sidste til hans trup? Hvis ikke, gentager jeg det lige her: 

”En slutrunde er kulminationen af et hold, der er bygget op, og jeg ser ikke fodbold sådan, at man bare tager én spiller ud og en anden ind, og så fungerer tingene. Fodbold er relationelt. Det vil sige, at aftalerne på et fodboldhold, og at man ved, hvad hinanden gør, er ekstremt vigtigt, og det er ekstremt vigtigt til en slutrunde.” (Kasper Hjulmand til BT)

EM i fodbold står for døren, og hele Danmark venter i spænding på at se, hvor godt vi klarer os denne gang. Forventningerne er ret høje – dog aldrig tyske. Vi har som danskere altid store forhåbninger, men denne gang har vi meget at have dem i. Holdet har over lang tid præsteret godt. Både i form af at være svære at slå og i forhold til antallet af sejre. Vores tillid til dem er stor. Men endnu vigtigere ser det ud til, at tilliden er stor internt på holdet, og det er efter min mening en afgørende faktor i mesterskabet.

Hvis vi for sjovs skyld følger formlen for tillid, kan vi konstatere, at vi har et landshold med stor Credibility – et hold med masser af erfaring fra øverste hylde. Samtidig er det ikke bare erfaringen med ”at have stået der før”, de kan bryste sig af, men også succes og Reliability. Vi har CL-vindere, FA Cup-vindere, en italiensk mester og spillere fra tophold i alle de store ligaer. Disse to faktorer betyder, at det er nemt for holdet at opbygge tillid til hinanden og til helheden. 

Men det samme gælder jo for mange af de andre landshold. Korrekt. Så måske ligger der noget mere afgørende i de andre dele af ligningen. 

I’et står for Intimacy og handler om, i hvilken grad man har opbygget relationer, hvor man tør dele ting med hinanden og gøre sig selv sårbar. Kasper Hjulmand går selv meget op i psykologisk sikkerhed. Nu er jeg selv så heldig at have arbejdet med en pæn del af landsholdet, og med det udgangspunkt kan jeg melde, at den lange tid sammen og den generelle stemning omkring holdet har medvirket til, at lige præcis landsholdet er et sted, hvor mange af spillerne føler et helt særligt tilhørsforhold – stærkere end det, de oplever i klubberne. Vi skal huske på, at mange gange oplever spillerne, at de højst er sammen med og ser en anden spiller i to-tre år, ofte meget kortere. Det har den bagdel, at mange spillere stopper med at åbne sig op i relationer i klubberne, da det ikke ”kan betale sig”. Det hele bliver meget kortsigtet relationelt, og det koster på tilliden. Sådan er det ikke på landsholdet. Her har spillerne langt større kendskab til hinanden – nogle gange baseret på over ti års kendskab og i sjældne tilfælde endda også venskab. Kigger vi samtidig på det nuværende hold, er kernen bygget op over flere slutrunder, modsat f.eks. Tyskland, som i højere grad står med et nyt hold. Tilliden har altså rigtig gode vilkår i år. 

Men vi mangler en faktor: Self-orientation, som handler om, i hvilken grad spillerne oplever hinandens fokus være for egen eller for den andens/holdets skyld. Her tror jeg rent faktisk, vi excellerer som landshold på nuværende tidspunkt. På den ene side fordi hierarkiet og rollerne allerede er ret tydelige og accepterede. Det hjælper altid et hold, at kernen er på plads. Så selv om konkurrence er godt, er det min erfaring, at den ikke er god, når kernen på holdet ikke ved, om man er på holdet eller ej. Mange stærke teamspillere jeg har arbejdet med, fortæller ofte om, hvor nemt man kommer væk fra at have fokus på holdet og bliver mere egoistisk, når man ligger på grænsen til holdet og hele tiden skal veje og måle, om man nu er inden for eller uden for holdet. Samtidig oplever holdet, at alle dem, der er med, reelt kan bidrage, hvis der skulle blive brug for det.

Med andre ord er min vurdering, her inden slutrunden går i gang, at vi er foran på point – på tillidskontoen, og det betyder meget. Kom så, Danmark!

Skrevet af