Tag for en kort stund med tilbage til 2010. FCK spiller på udebane mod selveste FC Barcelona i Champions League. Inde på midten på 6’er-positionen løber William Kvist rundt. Kampen er lige startet, og han har ikke rørt bolden endnu. FCK’s midterforsvarer afleverer bolden op til William, som har en mand i ryggen. Normalt afleverer William i sådan en situation bolden tilbage. Det gør han ikke i dag. William laver i stedet en offensiv førsteberøring og kommer forbi den første modstander. Han tager den med videre fremad lidt ud mod højre side. Nu kommer Iniesta i et pres mod William. Ham prøver han også at drible forbi. William går højre om, Iniesta følger med, William fortsætter sit løb så langt, at han til sidst ender med at drible bolden ud over højre sidelinje. Indkast til FC Barcelona. Yes! tænker jeg.

William og jeg havde på det tidspunkt i lang tid arbejdet med at starte kampene anderledes og netop turde lave det, vi kaldte ’de rigtige fejl’. Vi ville have William til at lave aktioner, hvor han viser over for sig selv (og modstanderne), at han er klar til at tage kampen op. Det havde irriteret mig længe at se, hvordan mange fodboldspillere bruger første del af kampen på at ’varme op’ ved at lave sikre afleveringer til sine medspillere og lige skulle i gang, inden man rigtig tør spille sit spil. Som jeg sagde dengang, og som jeg siger i dag: Sikke noget vås! Hvad tænker du egentlig om at bruge fem-ti minutter af kampen til at varme op i? Kunne man forestille sig, at du rent faktisk brugte tiden i opvarmningen på at gøre dig klar til at spille dig fuldt ud fra start? En af de ting jeg var oppe mod her, var ideen om, at den første aktion er supervigtig at komme succesfuldt ud af, altså at man ikke fejler. Men jeg var ret sikker på, at denne tilgang ikke var en high-performance-tilgang.

Hvad skete der for William den dag i FC Barcelona? Ud over at spille en af sine bedste Champions League-kampe blev tilgangen for ham også cementeret. For selvom han fejlede sit første forsøg, gav den modige handling ham fornemmelsen af, at her kunne han være med. Ikke slut med at være bange i starten af kampene. Men slut med, at det at være bange eller nervøs skulle få William til ikke at spille sit spil. Slut med de forkerte fejl, hvor han forsøgte at undgå fejlen og aldrig blev rigtig hurtigt mental varm, og hen imod at turde risikere den rigtige fejl og i stedet sandsynliggøre at få selvtilliden til at vokse så hurtigt som muligt. 

Overskriften til denne artikel er tyvstjålet fra dette fine lille interview med doktor og forfatter Russ Harris, som jeg et lille år efter ovenstående kamp faldt over. Her fortæller han, hvordan man med fordel kan forstå de følelser, vi møder hver dag, som information og ikke som et symptom eller sygdom. Russ forklarer i stedet, hvordan følelser som spænding, angst og nervøsitet er udviklet hos os mennesker med et formål, f.eks. at have hurtigere reflekser.

Desværre er det ikke sådan, de fleste mennesker oplever det, og der hvor problemet starter, er, at vi kæmper mod følelserne og desværre ender med at få angsten til at vokse og gøre det til en større og større hindring. Det er aldrig følelsen i sig selv, der er problemet, det er attituden mod den. Pointen er, at det, som folk ofte forbinder med negative tanker og følelser, er helt normalt og ikke noget, du kan fjerne. Det er det, alle high-performere har lært – at kanalisere angsten, spændingen og nervøsiteten hen imod deres performance bl.a. ved at adskille sig fra den og rumme den.

Disse negative tanker og følelser giver dig en maske på, og målet er således at få taget denne følelsesmaske af, så du kan se ting klarere, få flere informationer og engagere dig i det, der sker nu og her – det vi kalder kontekstuelt nærvær og opgavefokus.

Vi ser mange af disse følelsesmæssige reaktioner i de relationer, vi indgår i, hvor vores hjerne skaber mange følelsesbaserede domme, meninger og holdninger i forhold til andre, og hvor man bliver fanget i det.

Det, Harris prøver at fortælle os, og som inspirerede mig i mit arbejde med high-performance, er, at vi skal gå væk fra ensidigt fokus på positiv tænkning. For hvis du fjerner dig fra de negative tanker, fjerner du også de positive. Begge tanke- og følelsessystemer kommer fra én og samme kanal/pipeline. Så fjerner du eller flygter du fra de ubehagelige tanker, fjerner du potentielt også din evne til at bekymre dig om noget og dermed også din vilje, og det fører til tomhed.

Og hvem ønsker et tomt liv? – Ingen, tør vi godt sige! I stedet bliver fokus at leve et rigt og fuldt liv med den fulde vidde af følelser. Kærlighed og smerte hænger sammen. 

Det kræver en anden mentalitet. En mentalitet med åbenhed, nysgerrighed og fleksibilitet. En Human performance-mentalitet. Det skulle William lære. Og måske skal du også i gang?

Får du stadig, efter 40 år med foredrag, sommerfugle i maven? bliver Russ Harris spurgt i interviewet, og han svarer: ”Ja, men nu får jeg dem til at flyve i formation.”

Kurateret af