I en yogasal ligger jeg med lukkede øjne sammen med ni andre mennesker på skumgummimadrasser. Lyset er dæmpet, og der lugter af brændt cedertræ. Fra højtalerne drøner ekstremt høj trommemusik. Vi trækker alle sammen vejret med opspilet mund i et tungt, oppisket tempo. Den larmende musik kan ikke camouflere de skrig og grådkvalte hulk, som indimellem undslipper nogle af de andre deltagere. Instruktøren har på forhånd sagt, at vi endelig skal give os selv lov, hvis vi mærker behov for at græde, råbe eller udtrykke andre følelser. Vi har været i gang i en halv times tid, og jeg synes, øvelsen er virkelig træls og anstrengende. Jeg mærker ikke andet end svimmelhed og en knastør følelse i munden. Jeg har konstant lyst til at holde en pause fra den forcerede vejrtrækning, men der er hjælpere til stede, som motiverer og presser på ved at illustrere rytmen i åndedrættet. Så jeg bliver ved. Pludselig fornemmer jeg en person bag min nakke og et par hænder, der trykker let på min brystkasse og mine skuldre. Det føles behageligt, men på en eller anden måde også irriterende. Jeg får tanken, at jeg bør opleve og reagere på berøringen på en bestemt måde, som jeg ikke kan finde ud af. Irritationen vokser i mig og udvikler sig til decideret vrede. Berøringen skifter karakter, og kvinden bag mig presser nu sine håndflader ret hårdt ned mod mine skuldre. Den fastlåste følelse gør mig nærmest rasende indvendigt. Jeg forsøger at sætte mig op, men bliver holdt tilbage af kvindens hænder. Jeg spænder mine muskler og lægger endnu flere kræfter i. I en langsom glidende bevægelse sætter jeg mig op, mens jeg stadig holder mine øjne lukket. Af mine lungers fulde kraft brøler jeg min vrede ud i lokalet.      

Overanstrengelsen snigende vej til meningsløshed

Oplevelsen fandt sted for cirka fem år siden. Jeg havde gennem længere tid følt mig overanstrengt i mit arbejde. Det var, som om min konstante stræben efter at være på omgangshøjde med krav, opgaver, flyrejser, møder, kollegial sparring og meget andet lidt efter lidt havde drænet min følelse af mening i et job, som ud fra alle indlysende parametre burde være både sjovt og udviklende.

Her var en af aktiviteterne en længere session med afsæt i såkaldt holotropisk åndedræt kombineret med let kropsterapi. Den session blev en gamechanger for mig.

Mit brøl er grotesk højt, men drukner delvis i den larmende musik. Min tidsfornemmelse er svækket, men jeg vil tro at jeg brøler i et minuts tid. Jeg er svimmel, og min hjerne virker, som om den er sat delvis ud af kraft. For mit indre flimrer billeder fra mit liv. Episoder hvor jeg har følt mig utilstrækkelig eller ikke har respekteret mine egne grænser. Jeg mærker min relation til mine forældre. Min kærlighed til min kone og mine børn. Brølet ebber ud, og jeg læner mig tilbage på madrassen. Jeg fyldes af en følelse af at være helt lille og blottet.

Nye veje åbner sig

Da jeg for fem år siden knoklede på min madras i yogasalen, brølede jeg samtidig mod nye horisonter. Det var en grænseoverskridende oplevelse for mig at køre til Jyllands næsetip og træde ind i et shamanistisk univers, som lå lysår fra den hårde, men trygge businessverden, jeg indtil da havde befundet mig i. De arbejdsformer jeg brugte både i forhold til mig selv og som erhvervspsykolog, coach og facilitator, var velkendte og tog i det store og hele afsæt i kognitive og samtalebaserede tilgange. Refleksion krydret med lidt rollespil og nogle samarbejdsøvelser og måske en vandretur eller lignende. Nu mærkede jeg på egen krop, hvordan noget så basalt som åndedrættet kunne åbne for store følelser og helt nye perspektiver på min livssituation. En gnist blev tændt i mig, og jeg har siden været vidt omkring i den ofte ugennemsigtige jungle af alternative metoder til at hjælpe mennesker til at få det bedre, vokse og komme i kontakt med ressourcer, de ikke vidste, de havde i sig. Bl.a. har jeg uddannet mig som kropsterapeut inden for forskellige skoler.

Idet jeg lægger mig til rette på madrassen, ændrer musikken sig fra de infernalske trommer til lette og melodiske sange. Nogen lægger et tæppe over mig, og hjælperen bag mig læner sig frem og siger med en stille latter: ”Godt brølet.” Hun lægger blidt en hånd på mig og stryger mig over håret. Det hjælper mit nervesystem til at finde ro. Min krop føles anderledes. Der er ligesom passage gennem mine hofter, så jeg kan mærke blodgennemstrømningen i mine ben på en ny måde. Jeg var slet ikke klar over, at kontakten til min underkrop havde været begrænset. Mit hoved summer, de indre billeder flakker videre, og mine følelser skvulper på sære måder. Jeg oplever lettelse og frihed. En tanke om, at det hele nok skal gå, vokser frem i mig og bliver stadigt stærkere. Der er veje frem, som jeg ikke hidtil har kendt til. Med ét ser jeg situationen og mig selv udefra og begynder at grine. Hele sceneriet virker absurd. Min latter varer ved i lang tid, mens mine øjne løber i vand. 

Mission: At gøre oversete veje synlige for high performere 

Jeg har brugt en stor del af min tid de seneste fem år på at bevæge mig ind i ukonventionelle sammenhænge. Træde ind i ubehaget og gå ad nye stier. Mit udgangspunkt har været en personlig ubalance i mit ambitiøse liv i en klassisk ramme med kone, to børn, et krævende job med diffuse krav og stor rejseaktivitet. Min søgen har været båret af nysgerrighed efter at finde vej i den vilde jungle af alternative tilgange, og en anseelig portion skepsis og agtpågivenhed i forhold til kvaksalveri og uholdbart lette løsninger. Jeg har ikke lagt min akademiske baggrund som autoriseret psykolog bag mig, men mødt de anderledes miljøer og metoder med et åbent sind. 

I doubleyou har vi en passion for at hjælpe mennesker med noget på hjerte til at levere det allerbedste, de har i sig – på en måde, så de ikke brænder ud. Vi vil gentænke performance, så livet som performer ikke bliver udmagrende, men bæredygtigt. Det er ikke let og ligetil, men kræver, at vi sammen med vores kunder tør tænke i nye baner og gå nye veje. Vi hylder det uafrettede, dem der tør gå til kanten og vise karakter. I en tematisk serie her på Mesterværkstedet tager jeg min egen medicin og præsenterer et udsnit af de personlige erfaringer, jeg har gjort mig med uortodokse sammenhænge og metoder over de senere år. Jeg har udvalgt nogle af de mest interessante og virkningsfulde tilgange, som jeg gerne vil gøre tilgængelige for folk, der lever krævende liv og i forvejen har masser på deres tallerken. Jeg ønsker at præsentere de nye ideer på en måde, så den travle leder og performeren med et stramt skema forhåbentligt kan lade sig inspirere og se for sig, hvordan en metode vil kunne indarbejdes i et liv, der i forvejen er hårdt spændt for.

Skrevet af