fbpx Skip to content

Er du faldet i ”bare”-fælden?

Er du faldet i ”bare”-fælden?

Tema

15. april 2021

Jeg hører det tit. 

Og siger det også selv. 

”Jeg skal bare blive bedre til at gå tidligt hjem fra arbejde.”

”Jeg skal bare lige skrue lidt ned.”

”Jeg skal bare have det sagt til min leder.”

Og så sker der ellers ikke mere. 

For hvad er problemet med ”bare”? 

Hvad er det ved dette lille og så alligevel betydningsfulde ord, der kan fastholde os i uhensigtsmæssige mønstre? 

Og hvilke spørgsmål kan du stille dig selv, så du kommer videre fra ”bare”? 

Hvad er problemet med ”bare”? 

Når vi siger ”jeg skal bare”, kan det ofte være et forsøg på at justere sine forventninger til sig selv. Så det, man ideelt set ønsker sig at gøre, matcher det, der reelt set eller realistisk set kunne udspille sig. 

Problemet er, at når man siger:

”Jeg skal bare have det sagt!”,

”Jeg skal bare i gang med at være mere effektiv”,

”Jeg skal bare stoppe med at være så go’ af mig”,

”Jeg skal bare ikke være sådan en pleaser”,

så justerer man ikke nødvendigvis sine forventninger – hvilket ofte kan være det, der er intentionen eller forsøget med at sige ”bare”. 

Det, man gør i stedet, er, at man negligerer sine udfordringer. 

Man giver dem en mindre størrelse, end de fortjener. Eller kræver for at løse dem. 

Hvordan kan det være? 

For det første, når vi siger ”bare” – så kan det være et forsøg på at skabe en armslængdes distance til den smerte, det er, at vi endnu ikke selv er lykkedes med at ændre adfærd. 

Så i ”bare’et” kan der ligge et forsøg på at undgå den smerte eller skam, det er ikke at evne at sige fra, ikke at lykkes med at gå tidligt hjem eller opleve igen og igen at være på mobilen frem for nærværende med sin familie om aftenen.

Når man befinder sig der – i en armslængde til ærgrelsen, smerten og irritationen – så læner man sig heller ikke ind i sin situation. 

Fra det sted har man svært ved at se den egentlige størrelse eller karakter at udfordringen. 

Og når man ikke kan det, når man ikke kan se forhindringerne for det, de er, så er det også vanskeligt at gøre noget ved dem. 

For det andet, når vi siger: ”Jeg skal bare”, så indikerer vi også, at det er os selv, den alene er gal med. ”Jeg skal bare …” Ja, men kunne det også handle om andre? Kunne det også handle om de rammer, du er i? 
Den arbejdsplads, du arbejder på? 
Den leder, du har? 
De kollegaer, du har? 
Den kultur, du skal virke i? 
Det, der sker, når du så kommer hjem? 

Når man siger, det alene er en selv, den er gal med, kan det ofte medføre en følelse af utilstrækkelighed (diskrepans mellem et ønske-jeg og reelt-jeg). Det er en følelse, det er vigtigt at få tjekket ind med – for er det kun dig, det handler om? Eller skal der måske flere menneskers indsats til at løse den udfordring, du nu engang står i? 

Ikke at de andre mennesker allerede skulle have gjort noget. Eller burde have set dit behov på forhånd. 

Risikoen består i, at man tager mere på sig, end man i virkeligheden har muligheden for at ændre på, og måske derfor ikke får rakt ud til dem omkring sig, som man har brug for til også at hjælpe sig eller at gøre en indsats. 

Sidder jeg i fælden? Hvis ja, hvad gør jeg så? 

En god måde at teste, om du er faldet i ”bare”-fælden, og det i virkeligheden er den, der er med til at fastholde dig, er at starte med at spørge dig selv: 

Hvordan ville det være at sige samme sætning, men uden ”bare”? 

”Jeg skal lære at blive bedre til at gå tidligt hjem fra arbejde.”

”Jeg skal lære at skrue ned.”

”Jeg skal blive bedre til at sige fra til opgaver.”

”Jeg skal lære ikke at være så go’ af mig.”

”Jeg skal have det sagt til min leder.”

Med ét opstår der en anden tyngde og en anden alvor i egenkommunikationen. 

Nu går bare-sætningen fra at være et forsøg på at holde irritationen og det pinlige på afstand til, at udfordringen måske faktisk får den størrelse, den har. 

Lad os gå videre af eksemplet med ”at få det sagt til min leder”. 

Så kan du nemlig spørge dig selv videre: 

Hvad er det helt præcis, jeg ønsker at sige? Ord for ord? 

Hvad forhindrer mig i at få netop det sagt? 

Hvad slipper jeg for, hvis jeg undlader at sige det (og gør, som jeg plejer)? 

Hvad skal jeg være villig til at tage med mig, hvis jeg skal sige det? 

Hvad skal jeg være villig til at give slip på, hvis jeg skal sige det?

Hvem kan støtte mig i processen? 

En forudsætning for at komme ud af ”bare”-fælden er nemlig at anerkende, at der er en eller flere reelle udfordringer, der faktisk forhindrer dig i at gøre det, du gerne vil. 
Og det leder frem til den næste forudsætning, som er at undersøge karakteren og størrelsen af den eller de forhindring(er). 

Det for, at du kan få et billede af, hvor høj hækken du står over for, egentlig er, og dermed hvilket tilløb det kræver.  

For hvis det ”bare” var, så havde du nok hoppet.  


Skrevet af

Ida Thyrring

Ida er uddannet sociolog og er partner i doubleyou.

Idas teoretiske afsæt for hendes arbejde er klassisk sociologisk tænkning kombineret med procesoptimering, adfærdsdesign og organisationsudvikling samt ACT (acceptance and commitment therapy) og nyere præstationspsykologi.