Når jeg starter et udviklingsforløb op med et talent, handler det i begyndelsen altid om, at atleten skal analysere sig selv og sine evner på forskellige områder. Mit udgangspunkt er, at vi sammen skal lave et solidt grundarbejde for at kunne pege på, hvor de vigtigste næste skridt ligger. En sådan analyse kan gøres på mange måder og berøre mange forskellige områder, men til stor undren for atleterne er der altid et område, der går igen: deres sociale færdigheder.
Stort set alle sportsgrene (med få undtagelser) rummer i højere eller mindre grad en teknisk, taktisk, fysisk og mental dimension. Det ved de fleste, og det er ofte det, som atleterne er vant til at høre om fra deres trænere. Men når jeg beder dem om at vurdere deres sociale evner, har de ikke blot svært ved at forstå, hvad det har med deres sportslige udvikling at gøre – de har tilmed også svært ved at forstå, hvad begrebet overhovedet dækker over. Det er altså langtfra noget, som de er vant til at tale om.
Grundlæggende handler sociale færdigheder i sin brede definition om kommunikation. For talentfulde atleter handler kommunikationen særligt om at kunne kommunikere hensigtsmæssigt med sine omgivelser både i og uden for sporten (forældre, holdkammerater, trænere m.m.), at kunne anerkende og hjælpe andre, og at kunne lytte og modtage feedback.
Det handler altså grundlæggende om at kunne skabe relationer til andre mennesker og at kunne både være en støtte og modtage støtte. Men hvorfor er det egentlig vigtigt?
Hvad rager det mig at skabe relationer? Det handler da om, at JEG skal frem, og det er jo bare op til mig selv!
Så karikeret, som titlen lyder på dette afsnit, har jeg trods alt aldrig hørt nogen konstatere, men jeg fornemmer i mine møder med atleterne, at mange fristes til at gå den vej. ”Hvad skal jeg bruge mine holdkammerater til? Hvad har mine forældre at gøre med, at jeg bliver en bedre udøver? Hvis jeg bare træner hårdt og gør mine ting, så er det jo i bund og grund op til mig selv.” Jeg kan tydeligt genkalde denne antagelse blandt mange talentfulde atleter, og intet kunne være mere forkert. Det er langtfra op til dig selv – du har i den grad brug for andre.
Et godt eksempel på hvorfor gav den danske håndboldtræner og tidligere talentansvarlige i Dansk Håndbold Forbund Claus Dalgaard-Hansen, da han hyldede Mathias Gidsel på Facebook efter håndboldherrernes VM-sejr her i starten af året:
”Gidsel gør sine omgivelser til hans medspillere, fordi han har sociale kompetencer.
Det er ikke tilfældigt, at det er Gidsel, der offentligt har rost både Morten Olsen og Mikkel Hansen, for det har helt fra teenageårene være helt naturligt for ham at tage imod gode råd og være taknemmelig.
Betyder det noget? Ja, for der er i overført betydning flere der vil holde døren for dig, når du opfører dig ordentligt. Helt ind på banen bliver det nemmere, for der er flere af dine ældre og erfarne holdkammeraterne der har lyst til investere tid i din udvikling, hvis de kan mærke du værdsætter det.”
Særligt det at blive opmærksom på, hvad andre gør for dig, og huske at værdsætte det og dem, er efter min mening meget undervurderet hos mange talenter.
Eksempelvis spørger jeg dem ofte om, hvor meget tid de bruger på at hjælpe til derhjemme med huslige pligter (hvis de bor hjemme). Jeg spørger dem efterfølgende, om de godt kunne tænke sig at bruge mere eller mindre tid på dette. Svaret kender jeg naturligvis på forhånd – de kunne godt tænke sig at bruge mindre tid, og helst ingen. Men når jeg alligevel foreslår dem rent faktisk at bruge mere, er det med den begrundelse, at det er vigtigt at værdsætte den hjælp, man får. Stort set alle unge talenter får en masse hjælp fra deres forældre for at kunne få det hele til at hænge sammen med skole, venner og mange timers træning. De kører dem, vasker tøj, sørger for, at de har mad nok til en lang dag på farten, for bare at nævne nogle ting. Men hvis atleterne aldrig lærer at værdsætte den hjælp, de får, men blot tager den for givet og aldrig giver noget igen, har de ikke kun et problem i forhold til, om deres forældre gider blive ved, men de har også et problem i forhold til deres udvikling på et hold eller i en klub. For der en grænse for, hvor meget man vil gøre for en person, som bare forventer det.
Og det kan de faktisk godt forstå – de har bare aldrig forholdt sig til det før.
Sociale færdigheder kan lette overgangen til senior
Jeg tror grundlæggende ikke, at der er nogen trænere eller ledere ude i talentmiljøerne, der er uenige i hverken Dalgaard-Hansens udsagn eller generelt, at det er vigtigt at have sociale kompetencer som talentfuld atlet. Der er dog længere imellem de trænere og ledere, som rent faktisk sætter det på dagsordenen, og som arbejder struktureret og målrettet med at udvikle den sociale side af atleternes talent.
Ofte virker det mere, som om vi tror, atleterne udvikler sociale færdigheder automatisk, bare fordi de er i et miljø, hvor de er afhængige af andre. I de værste tilfælde konstateres det endda bare, om de er dygtige socialt eller ej. ”Det ligger i personligheden, så det kan vi ikke gøre noget ved,” synes rationalet at være.
Og det er ærgerligt.
Ved ikke at arbejde mere struktureret med udviklingen af sociale færdigheder i talentudviklingsmiljøerne misser vi et kæmpe potentiale i at gøre særligt overgangen fra ungdom til senior nemmere. Når en ung atlet træder ind i de voksnes arena, er der naturligvis noget omkring det sportslige niveau, som bliver højere, og det er ikke sikkert, at atleten har helt det samme niveau som holdkammeraterne og konkurrenterne. Men ud over forskellen i det sportslige niveau træder de også ind i en verden, hvor resultater pludselig bliver sat mere i fokus, og hvor der kan være store forskelle på alder og livssituationer. Det kræver i den grad sociale færdigheder at kunne forstå og indgå i en sådan ny kontekst, og der findes (alt for) mange historier om talenter, som havde, hvad der skulle til sportsligt, men som manglede forståelse og respekt for, hvad de blev en del af som seniorer, og dermed aldrig fik sat det, de kunne, i spil. De kunne ganske enkelt ikke aflæse miljøets koder og kunne derfor ikke kommunikere inden for de rammer, der var.
Vi er dygtige til at udvikle talenter i Danmark, men vi har utvivlsom mere at hente, hvis vi sætter sociale færdigheder på atleternes udviklingsplan og anerkender det som en vigtig sportslig kompetence på højde med det tekniske, taktiske, fysiske og mentale.
Skrevet af
