Jeg har altid elsket biografier, og særligt sportsbiografier.
De bedste biografier er for mig dem, som stikker ud, fordi de har et budskab med det, de fortæller, og ikke udelukkende er skrevet med det kommercielle for øje. Jeg har ikke trang til selvbiografier med slibrige detaljer og udlevering af tidligere holdkammerater og trænere. Jeg er i stedet optaget af de fortællinger, som har potentiale til at inspirere og gøre noget for andre mennesker. Det er den slags fortællinger, jeg i høj grad mener, sporten lever af, og som jeg selv forsøger at formidle videre i de miljøer, jeg kommer.
Nogle gange er det dog bedst at høre det fra hestens egen mund, og derfor vil jeg i denne lille artikel anbefale en efter min mening meget undervurderet selvbiografi. Bogen er Peter Gades Vinderen har altid ret, som udkom i 2012. Det er den bog, jeg har lånt ud flest gange til atleter, og hver gang har den givet grobund for nogle gode snakke, fordi de kan genkende meget af det, som Gade skriver om. Bogen sætter en masse mentale temaer og dilemmaer i spil omkring mål, drømme, følelser og præstation, og Gade viser en sjældent set sårbarhed og åbenhed omkring alle de indre kampe, han har måttet kæmpe.
Grundlæggende er bogen en klassisk selvbiografi på den måde, at det er en kronologisk fortælling om hans op- og nedture på og uden for banen. Det helt særlige ved bogen er dog det udgangspunkt, som fortællingen tager – nemlig om man kan være en vinder, hvis man aldrig vandt OL eller VM. Kan man retfærdiggøre alle de afsavn, man lider som elitesportsmand, og har det været det hele værd, når nu man aldrig vandt de to største turneringer?
For at finde svar på spørgsmålene åbner Gade op for de sider af hans sind, som normalt ikke bliver vist frem for offentligheden. Han beskriver, hvordan han konstant har kæmpet en kamp mellem et mindreværd, der lå på spring, og et ualmindeligt højt drive for at præstere det ypperste og blive verdens nummer 1.
Bogen igennem giver Gade mange eksempler på disse indre kampe og følelser, som når han eksempelvis reflekterer over sin oplevelse til OL i Sydney i 2000:
”Presset blev for stort. Jeg evnede ikke at spille op til mit bedste, da presset var størst. Men det handlede ikke bare om at ’se at få styr på nerverne’. Det var meget mere fundamentalt end det, ved jeg i dag. Det handlede om, hvor meget eller hvor lidt jeg hvilede i mig selv, elskede mig selv. Det handlede om hele min identitet. Den var, og er til dels stadig, bundet op på det, jeg havde fokuseret så intenst på i så mange år – jeg skulle vinde det VM i 1999 og det OL i 2000, så jeg kunne være den, jeg var. (…) Men det rakte min grundtryghed i livet ikke til. Jeg havde endnu ikke følelsen af, at jeg var god nok som menneske, ligegyldigt hvordan det gik derinde på badmintonbanen. Når presset bliver for stort, folder mindreværdet sig ud og gør alt for at fortælle mig, at jeg netop ikke er god nok, hvis jeg taber.”
Ud over at bogen er relevant for talentfulde unge mennesker, som brænder for at præstere deres ypperste, bør den efter min mening også læses af alle, der har med disse unge ambitiøse mennesker at gøre. Det vil give dem et helt unikt indblik i, hvad det er, mange på den ene eller anden måde går og kæmper med, men som få siger højt, og er et vigtigt indspark, fordi Gade har mange refleksioner, som bør give eftertanke til trænere og klubber. Som eksempelvis når han reflekterer over, hvordan man bedst håndterer en som ham:
”At et ungt menneske centrerer så meget af sin hverdag, af sit liv, omkring én ting, som var tilfældet for mig frem mod VM for ungdomsspillere – og i forhold til min badmintoninteresse generelt – er usædvanligt, og det viste sig jo også, at der var mentale aspekter, der ikke kunne følge med i det tempo. Presset blev for stort, og rummet for succes for småt. Jeg blev usikker, og konsekvenserne af at tabe fyldte mere end lysten til at vinde. Mine indre dæmoner, denne her tunge, tunge vægt af mindreværd og usikkerhed, trak mig for første gang helt ned, og når jeg ser på forløbet i dag, er jeg meget ambivalent omkring den rolle og det ansvar, en træner har i sådan et tilfælde. Jeg synes, at det er forkert at bremse et ungt menneske og sige: ’Du må ikke gå så meget op i det’, og det er i hvert fald helt sikkert, at jeg havde sagt: ’Hvad fanden snakker du om?’ hvis Michael Kjeldsen havde bedt mig om at tage det roligt. Alligevel ville jeg forsøge at trække i den anden retning, hvis jeg havde været træner for den unge Peter, fordi det ud over at skabe sejre også handler om at skabe sunde personligheder, der har det godt med det, de laver – også når de taber.”
Bogens helt store styrke er Gades egne refleksioner omkring de tanker og følelser, han har mødt. Han formår at fremstille hele fortællingen på en måde, hvor han ikke leder efter medlidenhed, men derimod søger forståelse af sig selv og sine oplevelser. Og den rejse kan vi som læsere, særligt hvis vi beskæftiger os med talentudvikling og toppræstationer, lære en masse af. Derfor er det en vigtig bog, og derfor håber jeg også, at den kan nå bredere ud til flere atleter og miljøer.
Note:
I 2015 lavede vi et interview med Peter Gade, hvor han bl.a. fortæller lidt mere omkring nogle af temaerne fra bogen. Du kan se interviewet her
Skrevet af
